Jeg mødte Sofia, i en presset periode i mit liv. Jeg havde fuldtidsarbejde og var påbegyndt yderligere overbygning på min grunduddannelse. Samtidigt er jeg flyttet til en anden by, for at bo sammen med min daværende kæreste og hans to børn.
Jeg læser i københavn, og er derfor væk fra arbejdet i de perioder jeg læser. Det skal oplyses, at min arbejdsgiver har indstillet og godkendt min uddannelse, og derved implicit, fravær fra arbejdet.

Jeg oplever min kollegaer mobber mig, når jeg er på arbejdet, dette enten, ved at ignorer jeg er på arbejde, ikke informere, hvornår de går til frokost, pludselig holder pauser uden mig, og ikke giver informationer, som er vigtige i samarbejdet. På et tidspunkt bliver jeg sygemeldt med lungebetændelse, og en af mine kollegaer, fortæller at det er fordi jeg er overvægtig. Jeg oplever at de ikke siger godmorgen til mig, samt jeg ofte, ikke bliver talt til – men om.

Hovedet på sømmet kommer, via en mail som sendes ud til alle -da dn anden kollega kommer tilbage fra barsel. I mailen er oplyst, at vi alle glæder os til hun kommer tilbage – men de glæder sig ikke til jeg kommer tilbage. Ved en fejl får jeg også den mail, da jeg både læser og arbejder på samme tid. Mailen oveni det andet mobning, slår mig ud af kurs.

Jeg mærker hurtigt, jeg har brug for at snakke med en om det forfærdelige menneske jeg er, siden mine kollegaer opfører sig sådan overfor mig.

Jeg fik anbefalet Sofia, af en veninde – og tak for det

Sofia, opfatter hurtigt, hvilken person, jeg er.hun giver mig, tid til at fortælle, hun giver rum, til at være mig, med mine følelser og behov. Sofia, formår med sin indsigt, intellekt, gavmildt og anerkende, at tage fat i følelserne, og få skabet et rum, hvor det er muligt at arbejde, med en selv på en god og rolig måde.

I dag har jeg kunne ligge oplevelsen bag mig, men jeg bruger fortsat, nogle af det værktøjer, jeg fik i samarbejdet med Sofia, i mit daglige arbejde

Jeg giver ud af 5 stjerner

Susanne B. 

Vi kender alle til den der lille finurlige følelse der kaldes jalousi. Den rammer os alle på et eller andet tidspunkt i livet, heldigvis oftest i en lettere uskyldig og mild udgave.

Den jalousi jeg desværre måtte bokse mod for nogle år siden var dog fra den stik modsatte ende af skalaen. Der hvor den virkelig viser sit skræmmende stygge ansigt og demonstrerer hvor magtfuld og modbydelig den rent faktisk kan være.

Jeg var dengang i et meget intenst, men samtidig ret turbulent forhold der havde stået på i et par år uden de helt vilde scenarier. Men så begyndte jalousien, over et par uger, at blusse op i tankerne på mig, og da min kæreste både skulle en uge på Langelandsfestival og efterfølgende på ferie med sin datter stak det helt af for mig.

Jeg er i dag stadig imponeret over hvor meget hun egentlig forsøgte at hjælpe mig ved at ringe sammen utallige gange om dagen, skrive tusindvis af SMS-beskeder og sende mig billeder af deres hyggelige sommer festival. Alligevel begyndte jeg at se spøgelser overalt. Hvis ikke telefonen blev svaret når jeg ringede, hvis ikke der kom svar retur når jeg skrev beskeder til hende selvom jeg kunne se at de var blevet læst og at der blev postet aften/natte billeder fra diverse barer på FaceBook sendte mig ud på et sidespor der ikke burde være muligt. Jeg var på dette tidspunkt fuldt bevidst om hvad der var ved at ske i kroppen på mig, men ligegyldigt hvor lidt jeg havde lyst til at få de tankegange eller hvor meget jeg kæmpede imod følelserne, var jeg allerede omdannet til en jalousislave af den værste slags.

Og som vi stenaldermænd nu engang er indrettet, vil vi helst selv klare vores problemer uden hjælp fra andre. At skulle indrømme at jeg ikke kunne finde løsningen selv, var en ikke-eksisterende valgmulighed. Jeg så det som en total fiasko som mand, ikke at kunne være den der supermand der ikke lader sig kue af noget som helst og håndterer alle udfordringer fejlfrit.

Jeg kunne bare ikke gøre andet end at følge med. Som en anden tilskuer med ringside billetter til et Mike Tyson stævne var det udelukkende kun et spørgsmål om tid før jeg blev både fysisk og psykisk knockoutet.

Jeg var vågen omkring 22-23 timer i døgnet, havde absolut ingen appetit, kunne ikke passe mit arbejde tilfredsstillende (og burde med alle de fejl jeg nåede at lave, nok også ha haft en fyreseddel), havde tabt mig drastisk og allerværst var at jeg totalt negligerede mine egne dejlige børn, der uden tvivl kunne fornemme at der var noget rivende galt med deres far. Yderligere to uger gik med skumle og mørke destruktive tanker, sygelig detektiv- og stalkeragtig adfærd samt at stå vidne til at se og mærke hvordan min krop direkte gik i opløsning, og til sidst måtte kapitulere med et totalt sammenbrud og hospitalsindlæggelse.

Desværre skulle det trækkes så faretruende langt ud før jeg kunne komme tilbage på det rigtige spor og den almindelige glade hverdag. Der var nu andre mennesker der fik adgang til hvad der foregik i min verden. Én af dem var Sofia Schou, der med sit rolige, empatiske og forstående sind hurtigt fik mig til at indse og acceptere at jeg langt fra er den perfekte supermand der ikke har nogen form for bekymringer og problemer at deale med.

Sofia fandt frem til flere værktøjer jeg kunne bruge fremadrettet for at undgå et lignende scenarie, og gav mig derudover lyst og interesse i at lære at forstå mig selv. Det har gjort, at jeg i dag er så tæt på at være jalousi kureret som man nu engang kan blive, og har et pragtfuldt forhold med masser af rum og plads til de særheder og forskelle som vi hver især render rundt med i bagagen.

At ha lært at tale åbent om både gode og dårlige ting med både min partner, min familie, venner og kollegaer, har haft det resultat at jeg nu rent faktisk føler mig som en ægte supermand. Jeg er Sofia dybt taknemmelig for hvad hun har gået igennem sammen med mig, og kan kun give hende mine varmeste anbefalinger.

Tusind tak for hjælpen! Stefan L.